fredag 20. november 2015

Til ein vandringsmann!


- om å gå på tur med born...:

Gamle, men gode turminner :)


Eg gjekk med vesle guten min
i skogens stille høgtid inn
på barnålmjuke veg.
Og vinden leika, var og linn,
i krullane kring barnekinn
- og nokre hår på meg. 

Og barnehanda mjuk og varm,
lyft mot meg av ein lubben arm,
låg løynd i neven min.
Men av og til ho rykte hardt, 
når småen snubla i eitkvart
med vesle foten sin. 

Då såg eg det: min eigen fot
eg førde kringom stubb og ro
og gjekk den slette veg, 
så veslegut på stutte bein
vart dregen over stokk og stein
i altfor store steg.

Så varde eg han vel og såg
kvart støytestein i vegen låg
og leidde han ikring.
For mine bein var lange nok
og stega over stein og stokk
som ingen verdens ting.

Du sjølvopptekne vandringsmann,
hugs at du leier ved di hand
ein veik og vesal bror!
Om han skal stø på foten stå,
må du den vande vegen gå, 
du, som er sterk og stor. 

Odd Sæbø



1 kommentar:

  1. Så fint å lese! Akkurat slik er det å være liten og bli dratt avgårde. Tenker dere er omtenksomme foreldre og turledere. Barna deres ser glade og fornøyde ut på tur.
    Jeg har vært altfor lite ute i det siste, og jeg kjenner jeg savner det. Men nå er klingebaksten ferdig, og det er lov å håpe på mer friluftsliv. Vi har ca 15 cm med snø, og i dag er det mellom 10 og 15 minusgrader.
    Jeg har vært på skolen og bakt kling med 6. klasse. Stor stas, og pensjonisten er godt brukt. Gleder meg til en rolig kveld med TV og strikking.

    God helg fra Ingunn

    SvarSlett

Eg vert veldig glad om du har lyst til å leggje igjen ein kommentar når du har vore innom bloggen min! Og kom gjerne med spørsmål om turar og turmål :)!